onsdag den 23. december 2015

Lakridsfudge

I min familie er størstedelen af flokken utroligt glade for lakrids, men jeg er altså ikke 100% med på den. Bevares, jeg synes det smager godt, men jeg er altså mere til vingummi og chokolade. Efter min søster har fået glutenallergi, er der en del lakrids hun skal holde sig fra, idet der er hvede i. Hun har derfor bestemt sig for at lave denne lakridsfudge til juleslikket.


Ingredienser:
1 ds kondenseret mælk
450 g rørsukker
1 1/2 dl sødmæl
110 g smør
2 spsk lakridssirup
2-3 spsk lakridspulver
3 tsk lakridsgranulat
evt. 4 tsk salmiakpulver, hvis du vil have den mere som saltlakrids

Hæld kondenseret mælk, rørsukker, smør og sødmælk i en gryde, og lad det smelte sammen. Når det koger hældes lakridssirup i. Lad det koge til massen når 120 grader, og tag gryden af.
Hæld massen i en skål, og lad det stå og køle et par minutter. Massen kan så se skilt ud, men det arter sig når den piskes.
Tilsæt lakridspulver og -granulat, og pisk i 15 min. Husk at smage til undervejs. Massen sætter sig hurtigt, så hæld den i et fad med bagepapir, og glat det ud. laget skal være ca 15 mm tykt. Lad det køle i køleskab i 3-4 timer, inden du skærer ud med en kniv varmet under hanen, så får du flottere kanter.
Opbevar gerne i køleskab!

Glutenfri jødekager

Julens tredje småkage eksperiment i den glutenfri verden er jødekager, en af mine yndlings julesmåkager. Eksperimentet er så endt i 2 versioner, idet den første portion blev SÅ tørre, at hønsene fik dem! Kagerne sugede alt mundvand til sig fra maven og op.
Men andet forsøg, med ny opskrift, er blevet super gode. Opskriften har jeg lånt fra Line på etglutenfritliv, dog tilpasset den til min familie.

Ingredienser:
100 g Jyttemel
150 g lyst bage mix
150 g smør
100 g rørsukker
1 æg

Pynt:
1 æg
Kanel
Sukker
Hakkede smuttede mandler
Bland mel, og smuldr smør deri. Tilsæt sukker og æg, og bland godt, gerne med hænderne. Dejen er MEGET fugtig, så stil den på køl en times tid, og lav så en rulle af dejen.Stil den på køl til den er helt fast, og skær tynde skive af rullen. Læg dem på en bageplade, pensl med æg, og pynt med kanelsukker og hakkede mandler. Bag i 7-8 min ved 200 grader, til de er gyldne. 


søndag den 20. december 2015

Glutenfri Havrecookies

Julens andet småkage eksperiment er med havregryn og rosiner, og smager skønt af kanel. De er sprøde udenpå og chewy inden i. De er nemme og hurtige at lave.
Opskriften får du her:

Ingredienser:
150 g smør 
300 g glutenfri havregryn 
2 æg 
200 g sukker 
1 tsk bagepulver 
1 tsk kanel 
1 tsk vaniliepulver 
2 håndfulde rosiner 
3-4 spsk rismel (alternativt 2 spsk hvedemel) 



Lad havregryn stå og trække med smeltet smør i 15 min. Pisk æg og sukker luftige, og vend i havregrynene med resten af ingredienserne. Fordel dejen med en teske på en bageplade, pas på, de flyder meget ud. Bag 8-10 min ved 200 grader til de er gyldne.
Bruger du finvalsede havregryn flyder småkagerne meget ud, bruger du grovvalsede, bliver de mere chunky. 

Jeg har i år brugt dem til julegaver, og fundet nogle fine poser i IKEA til at pakke dem i.


mandag den 14. december 2015

Glutenfrie Kanelstjerner


I vores familie har vi en efterhånden lang tradition for julebagning, og vi har alle vores yndlingssmåkager. Min far plejer altid at bage sprøde kanelstjerner, der skal dyppes i mørk chokolade. De er virkelig gode, meget porøse, og kombinationen af kanel og mørk chokolade er fantastisk.

Eftersom min søster nu er blevet konstateret gluten-allergiker, er julen i år glutenfri, det gælder også småkagerne. Så nu skal der eksperimenteres.

Første eksperiment er selvfølgelig kanelstjernerne, og de er blevet rigtig gode i første forsøg.


Kanelstjerner
20-30 stk

90 g blød smør
45 g rørsukker
40 g rismel
20 g havremel
10 g pofibre
50 g lys bagemix
1 tsk stødt kanel
et lille nip salt
50 g mørk chokolade til pynt

Pisk smør cremet og luftigt, og tilsæt sukker. Pisk det godt sammen, og sigt derefter de tørre ingredienser i. Saml dejen, og sæt den på køl til den er fast. Drys lidt lys bageblanding på bordet, og rul dejen ud i ca 4mm tykkelse, og udstik fine stjerner. Bag i ca 10 min ved 180 grader.
Når stjernerne er kølet af, kan de pyntes med smeltet chokolade.


Har du glutenallergi? Køb glutenfrie varer her.



Dette indlæg indeholder affiliate links.

lørdag den 6. juni 2015

Sommertærte med nektarin og hyldeblomst

Aaaaah! SÅ kom sommeren vist efterhånden til Danmark også.
Jeg havde et par veninder fra arbejdet på besøg i går, og havde en masse nektariner stående, som virkelig trængte til at blive brugt. Jeg endte derfor med at lave en dejlig sommertærte til dessert.
Her er bagt med mørdej, men du kan også bruge denne LCHF-bund.

Mørdej:
100 g koldt smør
150 g mel
1 1/2 spsk rørsukker
1 ksnp salt
1/2-1 æg

Bland mel, salt og sukker, og smuldr smørret deri. Saml dejen med æg. Smør et tærtefad, og rul dejen ud. Bag bunden i 15-20 minutter ved 200 grader.



Tærtefyld:
8 modne nektariner
1 dl vand
1 dl hyldeblomstsaft
3 spsk brun farin
1/2 tsk kanel
1 spsk citronsaft
en stor håndfuld hasselnødder.

Rist hasselnødderne, pil skallerne af, og hak dem groft.
Lav et opkog af vand, kanel, hyldeblomst, citron og farin. Del nektarinerne i 8, og lad dem koge med i sukkerlagen i 5 minutter.
Fordel nektarinerne og hasselnødderne på bunden, og bag tærten i 10 minutter.
Kog sukkerlagen ind, så den bliver en tykkere sirup. 
Hæld lagen over tærten.
Server gerne med kold vaniljeis eller måske en dejlig råcreme.


søndag den 24. maj 2015

Grydebrød med urter


Jeg har nu et par gange prøvet at lave et grydebrød, det der også bliver kaldt verdens nemmeste brød.
Og det er altså nemt, selvom det kræver at man starter 16 timer før!
Husk at bruge en gryde hvor alle dele kan tåle 250 grader i ovnen. Jeg har en støbejernsgryde, hvor også låget er i jern. Hvis håndtaget er i plastic, skal det fjernes.
Denne gang havde jeg en omgang ramsløg liggende, så jeg ville prøve med krydderurter i.

Grundopskrift til grydebrød:
5 dl vand
2 tsk salt
625 g hvedemel
gær, en klump på størrelse med en ært

Rør gæren ud i vandet, og tilsæt mel og salt. sørg for at det bliver rørt godt sammen.
Stil dejen til hævning i 12 timer, for eksempel aftenen før.
Slå dejen ned, og lad den hæve yderligere 2 timer.
Varm din ovn op til 250 grader sammen med gryden. Når gryden er gennemvarm, hælder du dejen i.
Bag nu brødet i gryden MED låg på i 30 minutter. Skrug derefter temperaturen ned til 225 grader, og tag låget af. Brødet skal nu bage 15-20 minutter.
Tag brødet ud af gryden, og lad det køle af mindst 30 minutter på en rist, før du skærer i det. Det har brug for hviletiden til at sætte sig.

Hvis du som jeg har lyst til variationer, kan du altid tilsætte urter eller kerner, eller prøve dig frem med andre meltyper.
Jeg hakkede ramsløg og Thai-basilikum fint, og blandede det bare i dejen.


lørdag den 24. januar 2015

Dejlig juice

Min mor har købt en slowjuicer, og den er jeg altså blevet ret glad for at bruge.
Vi har en hel del æbler liggende fra haven, og de trænger gevaldigt til at blive brugt. Så vi juicer på livet løs.
I virkeligheden kan man bruge lige hvad man vil til juice - jeg er ikke rigtig glad for dem med mange grøntsager endnu, selvom jeg synes de er sjove at lave. Især kål oplever jeg giver en kraftig bismag.

Fordelen ved en slowjuicer frem for en saftcentrifuge, er mængden af juice der kommer ud, samt at flere vitaminer bibeholdes i slowjuiceren. Desuden er denne type fra Hurom forholdsvis støjsvag.


Her er to eksempler på dejlig juice:

Mild eksotisk juice:
Æbler
Gulerødder
Pomelo
Appelsin - øko med skræl
Lime - øko med skræl
Passionsfrugt




Lyserød juice:
Æbler
Gulerødder
Rødbede
Appelsin - øko med skræl
Annanas

Der er lidt forarbejde, men det er sjovt at lave, og resultatat er lækkert.